A BIGGER PICTURE
I februar 2023 blev kampagnen Et Større Billede søsat med den hensigt at skabe fokus på mangelfuld repræsentation og den stadigt meget ensidige forestilling om hvad og hvem, der kan repræsentere ’det normale’ i dansk film og TV, samt hvem der får lov at få taletid.
I kampagnen blev tre af det forgangne års filmplakater/pressefotos recastet og genskabt med intersektionelt fokus for på den måde visuelt at tydeliggøre den manglende diversitet i branchen. Vi ønskede at gøre opmærksom på diskriminationsgrunde som alder, køn, seksualitet, hudfarve, religion, socioøkonomisk baggrund og handicap, samt den mangelfulde repræsentation af eksempelvis normbrydende kroppe og forskellige familiekonstellationer.
Kampagnen udløste en bredspektret byge af reaktioner, spændende fra begejstring over forundring til vrede, og vi har efterfølgende haft mange konstruktive samtaler med et bredt udsnit af branchens aktører, fx. Filminstituttet, Producentforeningen, Kulturministeren, Danske Filminstruktører, Danske Dramatikere, Skuespillerforbundet, Zentropa, SF Studios & DR, samt massiv pressedækning, hvoraf et udvalg findes under PRESSE.
Et Større Billede har modtaget flere priser, nemlig Sær-Bodil 2024, Artbeat Awards’ Særpris 2024 & Diversitetsprisen ved EKKO Shortlist Awards 2023.
INITIATITAGERE til Et Større Billede: Laura Allen Müller, Sandra Yi Sencindiver, Malaika B. Mosendane, Şiir Tilif & Dorcas Joanna Hansen.
Undervejs i dialogen med brancheaktørerne blev det klart for os, at den danske filmbranche på mange måder er overraskende uopmærksom på diskrimination og uvidende om de dybereliggende strukturer bag og konsekvenser af manglende repræsentation. Rigtig mange i alle dele af branchen har efterlyst mere viden og større indsigt i vores erfaringer som minoriserede.
Dette inspirerede til DINOSAUREN I RUMMET -en ordbog til den danske film- & TV-branche, som er skabt af Sandra Yi Sencindiver, Kauli Green & Laura Allen Müller. Der er ikke noget quickfix på den udbredte mis- og underrepræsentation i branchen! Men vi håber, at vores bog kan bruges til at højne refleksions- og vidensniveauet og kvalificere samtalen mellem de mange forskellige led, der indgår i processen fra tidlig idéudvikling til færdig film og distribution; med det resultat, at der bliver skabt reelle og varige forandringer.
DINOSAUREN I RUMMET -en ordbog til den danske film- & TV-branche findes i et begrænset oplag, men webversionen er frit tilgængelig på Det Danske Filminstituts hjemmeside:
https://www.dfi.dk/sites/default/files/docs/2023-11/Dinosauren%20i%20rummet_0.pdf
Illustrationer Kauli Green fra DINOSAUREN I RUMMET -en ordbog til den danske film- & TV-branche